Familierådslagning / samordner

Tanken bag familierådslagning er, at bringe den viden som er omkring barnet i spil og at familien og netværket omkring familien samarbejder om at træffe gavnlige beslutninger for barnet. Det kan variere fra barn til barn, hvem der indgår i det udvidede netværk. Det er således ikke nødvendigvis biologiske bånd og geografisk nærhed, der bestemmer, hvem der ses som en del af barns netværk.

Familierådslagning foregår i samspil med socialforvaltningen, mens netværket omkring barnet har indgående kendskab til barnets hverdag og kan bidrage med ressourcer og viden. Familierådslagning består af en forberedelsesfase, et møde og en opfølgning. På mødet får netværket til opgave selv at udvikle et forslag til en handleplan, som efterfølgende gennemgås og eventuelt revideres i samarbejde med fagpersonerne.

Familierådslagning kan medvirke til, at familier føler sig styrkede, at barnet bliver hjemgivet til familien efter anbringelse, eller at barnet bliver placeret i en netværksanbringelse. Derudover viser tilfredshedsundersøgelser, at der er en stor tilfredshed med familierådslagning blandt de deltagende familier.

Det er samordnerens opgave at varetage de forskellig trin der er i familierådslagningen.

Som samordner kontakter og besøger jeg den enkelte, der skal deltage i familierådslagningen. Jeg forbereder mødedeltagerne på, hvad der skal foregå på mødet, og det afklares i fælleskab, hvad mødedeltagerne bidrager med til  selve familierådslagningen.

Det er samtidig mig som samordner der står for alt det praktiske omkring rådslagningen: Hvor rådslagningen skal finde sted, bestille/afhente/lave maden, dække bord, sende invitationer osv.